Konge, SVEND II Estridsøn af Danmark

  Notater:

Konge af Danmark 1047-74. Søn af Knud 2. den Stores søster Estrid og opfostret i England. Allerede inden Magnus 1. den Godes død i 1047 havde han tilkæmpet sig reel kontrol med det danske territorium og anerkendtes derefter som dansk konge. Som sådan søgte han uden held at frigøre den danske kirke fra ærkesædet Hamburg-Bremen. Til gengæld lykkedes det ham at gennemføre betydelige ændringer i den kirkelige organisation. Han blev ved sin død gravsat i Roskilde Domkirke.
Kilde: Kongehuset.dk

Han er født ca. 1020 i England og døde den 29. april 1074 i Søderup, Hjordkær sogn, (nedenstående kilde har 28. april 1076). Han fik to sønner Knud den Hellige og Erik Ejegod med ukendt frille.
Sønnernes mødre er i det hele taget meget usikre, da Sven havde mange børn med forskellige friller.

C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. XVII, side 3:
Svend Estridsen, o.1018-1076, Konge, var en Søn af Jarlen Ulf af Spraka-leggs-Ætten og Estrid, Svend Tveskjægs Datter. Han var født i England, og han blev opdraget her, ogsaa efter at hans Fader var bleven Statholder i Danmark. Til dels var han Gidsel for Faderens Troskab. Efter derpaa i 12 Aar at have tjent under den svenske Kong Anund Jacob drog han til Danmark og blev af Hardeknud gjort til Jarl.

Ved Hardeknuds Død (1042) havde S., hvis hele Holdning og Karakter den Gang ikke indgød Tillid, intet Parti, der kunde hjælpe ham til Magten. Han opsøgte derfor Kong Magnus, indsattes af ham til Jarl i Jylland og tilsvor ham Troskab. Da en Frænde af Svend blev myrdet af Magnus' Svoger, vakte dette de danskes Mistænksomhed mod Magnus, og Svend lod sig udraabe til Konge, men maatte flygte til Sverige.

Efter Harald Sigurdsens (Haarderaades) Hjemkomst fra det græske Rige forbandt Svend sig med ham, og de gjorde et Tog til Danmark, der dog blev uden Resultat, og snart indgik Harald Forbund med Magnus og fik Del i Norges Rige. Begge Konger hærgede paa Danmark, men Magnus følte sig lidet tiltalt af sin hensynsløse Medregent og begyndte desuden at faa et andet Syn paa Svends Evner og Karakter. Da Magnus efter et ulykkeligt Fald med Hesten følte Døden nærme sig, indsatte han Svend til Arving af det danske Rige, og saaledes kunde Svend uanfægtet bestige Tronen (1047).

Harald Haarderaade betragtede dog fremdeles Danmark som det rette Maal for sin Krigertrang og Plyndrelyst; uden at han alvorlig forsøgte en Erobring af Landet, og uden at Svend nogen Sinde gjorde Gjengjæld i Norge, fortsatte han sine idelige Togter mod Kysterne (dog maaske med et Ophør i Tiden 1050-60). Svend var kun sjælden heldig i disse Kampe. I et Slag ved Nisaa (1062) led han et Nederlag og undslap med Nød og næppe, men 2 Aar efter sluttedes der en endelig Fred mellem Kongerne. Efter at Harald var faldet ved Stamfordbro, og Vilhelm af Normandiet havde erobret England, sendte Svend 2 Gange Flaader til England (1069-70 og 1075) for at søge at fravriste Vilhelm Landet, men opnaaede intet.

Skjønt Svend aldrig havde vist Mangel paa Tapperhed, havde han næsten ingen Sinde sejret i sine Krige. Til Gjengjæld var han enestaaende lykkelig i at ordne Landets fredelige Forhold. Det er som Grundfæster af et nyt, paa Fredens Gjerning byggende Danmark, at Svend viser sig som den store Konge. Først og fremmest gjaldt det Kirkens Ordning. Inddelingen i Bispedømmer blev gjennemført, og Kirker bleve byggede rundt om i Landet. Svend styrede den danske Kirke selvstændig, uden at det dog kom til noget Brud med Ærkebisp Adalbert af Bremen. Fremfor alt satte han sig dog til Opgave at have Paverne til Venner.

Svend havde ægtet Anund Jacobs Enke Gunhild, men da hun var nær beslægtet med ham, skilte han sig paa Pavens Forlangende fra hende. Efter Svend Død kunde Gregor VII derfor ogsaa udtale, at han aldrig havde truffet en Konge, der havde vist sig som en saa trofast og kjærlig Søn af den romerske Stol som Svend. Ligesom Kirkens Forhold bleve lykkelig ordnede, saaledes synes Svend ogsaa at have haft Held med at skabe indre Ro i Landet og en god og varig Ordning af Landets Styrelse.

Svend besad megen Læsning og var vel forfaren i gejstlige Sager. Støttet af en glimrende Hukommelse var han ypperlig inde i Danmarks Historie, og Adam af Bremen kunde bygge store Dele af sin Kirkehistorie paa hans Fortælling. Svend var en høj, smuk og stærkt bygget Mand. Han gav efter for sin Sanselighed og levede højst usædelig, men samtidig var han i en sjælden Grad vennesæl, og ingen Sinde hører man, at han blandt sine Undersaatter har Modstandere eller Uvenner. Fortællingen om den fattige Islænder Auduns Ophold hos ham eller om hans Venskab med Biskop Vilhelm bekræfter kun, hvad der fremgaar af alle Beretninger om ham, at han i en sjælden Grad vidste at vinde Smaafolk saa vel som store og at knytte dem til sig med Hengivenhed.

Svend døde paa Kongsgaarden i Søderup i Slesvig 28. April 1076 (de danske Aarbøger have, sikkert urigtig, 1074) og blev begravet i Roskilde Domkirke.

Svend var gift flere gange. En af hans Hustruer, Gyda/Gyde blev forgivet af hans Frille Thora.
En anden var den nævnte Gunhild.
En tredje var Thora Thorbergsdatter f. 1025, Enke efter Harald Haarderaade og Datter af Lendermanden Thorberg Arnesen.
En fjerde var Ellisif/Elizabeth af Kiev f. 1019
Svend havde med Gunhild en Søn Svend, der døde ung.
Hans andre Ægteskaber vare barnløse, hvorimod han med forskjellige Kvinder havde en stor del uægte Børn, saaledes Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels, som alle blev Konger. Bjørn, Knud, der ogsaa hed Magnus som sendtes til Rom for at indvies til Konge, men døde udenlands, Svend Korsfarer og en tredje Søn Svend, Thorgils, Sigurd, der faldt i Venden, Benedict, Guttorm, Ømund og Ulf, der ogsaa hed Ubbe.
Af Svends Døtre blev Ingerid gift med Kong Olaf Kyrre. Desuden nævnes Gunhild, der ogsaa kaldtes Helene. Sigrid, gift med Abodriterfyrsten Godskalk og Ragnhild.
Kilder: Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner. A. D. Jørgensen: Den nord. Kirkes Grundlæggelse S. 618 ff. 732 ff. H. Olrik: Konge- og Præstestand I, 168 ff. Johannes C. H. R. Steenstrup.

SVEND blev gift med GUNHILD Sveinsdottir. (GUNHILD Sveinsdottir blev født cirka 1010 i Norge og døde i 1060 i Sverige.)

  Begivenheder i deres ægteskab:

1. Ægteskabsforhold. Forskellige friller er mor til Svends mange børn

  Ægteskabsnotater:

Børn med Gunhild:

Svend af Danmark. Død som spæd.

Øvrige børn med forskellige friller:
3. Svend Korsfarer af Danmark, f. 1050, d. 1097, Lilleasien
7. Bjørn af Danmark, d. ca. 1100
8. Knud Magnus af Danmark, d. Rom, Italien
9. Thorgils af Danmark, d., Venden
10. Sigurd af Danmark, d., Venden
11. Benedikt af Danmark, d. 1086, Sankt Albani Kirke, Odense. dræbt i Albanikirken i Odense sammen med Knud den Hellige i året 1086.
12. Guttorm af Danmark
13. Ømund af Danmark
14. Ulf (Ubbe) Konge af Danmark, d. eft. 1104. Kongevalgt 1104, men afslog æren.
>15. Svend Tronkræver af Danmark, d. i Viborg Købstad
16. Ingrid af Danmark
17. Gunhild (Helene) af Danmark
>18. Sigrid af Danmark
19. Ragnhild af Danmark