SKJALM Hvide

  Notater:

Sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide-slægt. Søn af Toke Trylle (Hvide). Sammen med Svend Estridsen deltog han i slaget ved Niså i 1062, hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Flygtede senere. Rejste omkring 1100 sjællænderne til hævntogt mod venderne, der havde dræbt hans broder. Skjalm Hvide var nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide).

Skjalm Hvide udmærkede sig i "slaget ved Nisåen" i 1072 under kong Erik Estridsen, og Skalm må da have været myndig.

Skjalm Hvides våbenskjold, som det ser ud i dag i Sorø klosterkirke. Sådanne mærker var ikke i brug på Skjalms tid, så skjoldet er tillagt ham, formodentlig af barnebarnet, ærkebiskop Absalon, som med skjoldfrisen i kirken ønskede at sætte et monument over slægten med Skjalm Hvide som patriarken.

Skjalm var jarl på Sjælland og Rygen omkring 1090, hvor han var mægtig nok til at udkommandere hele leddingsflåden for at hævne sin bror Autis drab.

Ved afrejsen mod Det Hellige Land i 1103 satte kongeparret deres søn, prins Knud, i pleje hos Skjalm i stengården i Fjenneslevlille.

Skjalm døde omkring 1113 og blev begravet i Fjenneslevlille kirke, men senere overførte Absalon ham til Sorø klosterkirke, hvor knoglerne blev muret ind i en pille.

SKJALM blev gift med MARGRETHE.