Konge, Christoffer II af Danmark

  Notater:

Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1319-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder fulgte han denne på tronen i 1319 og måtte som den første danske konge udstede en valghåndfæstning, der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge Valdemar (3.) af Sønderjylland som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende otte år stod tronen ledig.
Kilde: Kongehuset.dk

------

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.

Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte.

De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med hertugdømmet Sønderjylland 1326-1330.

I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendte som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1331 efter et styrt fra hesten på flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning.

Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.
Kilde: Wikipedia.org

Jomfru Lunge
Børn:
1. Regitze Christoffersdatter Løvenbalk, født ca. 1310, død Krabberup, Luggude, Skåne, Sverige
2. Erik Christoffersen Løvenbalk, født ca. 1310
Kilde: finnholbek.dk

Dette ses ikke dokumenteret nogetsteds. Sporet fører til "debat om Krognos familie". Se: http://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/15314

Christoffer blev gift med Eufemia af Pommern før 1307. (Eufemia af Pommern blev født cirka 1290 i Pommern, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland og døde den 26 Juli 1330.)