Konge, Knud VI af Danmark

  Notater:

Konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen "de venders konge", der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur
Kilde: kongehuset.dk

-------

Konge af Danmark 1182-1202. Han var søn af Valdemar 1. den Store og blev som 7-årig kronet og salvet som sin fars medkonge, for at kongemagtens forbliven i slægten kunne sikres. Efter faderens død i 1182 blev den 19-årige Knud formelt konge. Reelt var det biskop Absalon, som regerede på hans vegne.

På udenrigsfronten nægtede Knud at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa. I stedet lykkedes det ham i 1185 at besejre hertug Bugislav, den slaviske hersker over Pommern, som nødtvungent måtte anerkende dansk overhøjhed. Herved flyttedes Danmarks grænse til Elben.
I 1197 foretog Knud et korstog til Estland.
Efter succesen mod syd begyndte Knud udover sin danske kongetitel at benytte titlen "de venders konge". Selvom herredømmet over Mecklenburg, Pommern og de obroditiske områder i Nordelbingen ophørte i 1225, vedblev danske konger til og med Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".

Livet igennem stod han i skyggen af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar (Sejr). Den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt under Knud 6.

Han giftede sig i 1177 med Gertrud von Sachsen, f. 1154, d. 1. jul. 1197, datter af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern.
Kilde: Wikipedia.dk